Han ligner ikke helt, men synger og bevæger sig næsten som Elvis himself!

Jakob Wetterslev er det borgerlige navn på manden bag The Fat Elvis Vegas Show. En livslang passion og kærlighed for Elvis Presley og hans musik, en næsten sygelig trang til ustandselig at bryde ud i sang, krydret med en eminent evne til at huske tekster samt musisk talent, har blandet den cocktail som danner grundlaget for showet.
Den første egentlige sceneshow som Elvis skal findes helt tilbage i gymnasietiden. Siden er det blevet til flere mere eller mindre organiserede optrædener, der blandt andet omfatter en stjerne-optræden med selveste Thomas Helmig og Søs Fenger som backing! Der skulle alligevel gå næsten 2 årtier før skridtet blev taget til organisere og strukturere et rigtig Las Vegas Show.
Et hele startede med køb af et par solbriller og et bryllup i Irland… – Nå! det skal vist forklares!

I en souvenir shop i Dublins Tempel Bar faldt jeg over et par Elvis lookalike solbriller som jeg absolut måtte eje. De blev hurtigt døbt Fat Elvis, og bragte megen glæde i bilen rundt den grønne ø. På kongens 25 års dødsdag var radioen fyldt med Elvis´ toner, og da vi endelig fandt et Bed and Breakfast i en lille øde flække, var pubben det eneste sted man kunne få noget at spise.
Bedst som vi sad og spiste, væltede det ind med bryllupsgæster fra det nærliggende hotel. De begyndte snart at synge vemodige irske fædrelandssange, som blev akkompagneret af en tilfældig forbipasserende med en guitar. Vi blev hurtigt bedt om at bidrage til underholdningen, og da det jo var Elvis dødsdag, fandt jeg det naturligt at bidrage med hans største hit – ifølge dagens lytterafstemning i radioen – In The Ghetto. Jublen ville ingen ende ta’, og seancen fortsatte de efterfølgende par timer, indtil gæsterne skulle tilbage til brylluppet.
Et par dage senere – til det oprindelige bryllup vi var inviteret til – blev jeg opfordret til at gentage succesen. Denne gang på scenen foran 100 bryllupsgæster med et irsk spillemandsorkestre som backing.
Oplevelsen gav mod på mere men solbrillerne var lidt alene. Næste skridt var at anskaffe et jumpsuit. Efter lang research, hårdtarbejde og blod, sved og tårer, lå en tro kopi af Elvis Lionhead jumpsuit klar.

Siden debuten i påsken '03, er det blevet til flere og flere shows, og kalenderen bliver stadig mere og mere booket.